Tiltalt for terrorstøtte får fri: Skal hjælpe yazidier

En af de tiltalte kurdiske mænd i straffesagen om millionstøtte til PKK har vigtigere ting at tage sig til end at overvære retsmøder i Københavns Byret.

Manden, der er 58 år, er yazidi. Og i Tyskland, hvor han bor til dagligt, er han dybt involveret i det humanitære arbejde til fordel for det religiøse mindretal i det nordlige Irak.

Med den begrundelse har han tirsdag bedt retten om tilladelse til at udeblive fra de kommende retsmøder. Og den har han straks fået.

- Retten har forståelse for, at du skal arbejde i Tyskland, og vi godkender, at du ikke er her, siger retsformand Jens Stausbøll.

Gennem en tolk fortalte den 58-årige om de tusinder af flygtede yazidier, som er draget til de kurdiske områder i Syrien og Tyrkiet på grund af Islamisk Stats hærgen i Irak.

- Flere tusinde er blevet dræbt. Flere hundrede kvinder er blevet dræbt. Flere tusinde børn er blevet bortført, forklarer den tætbyggede mand.

På dette sted kunne den kvindelige tolk ikke mere. Hun var så berørt af at høre om de menneskelige lidelser, at afhøringen måtte afbrydes.

Den 58-årige er med i et ni mand stort kriseråd, som skal forsøge at hjælpe de trængte yazidier i det nordlige Irak. Mange har søgt tilflugt i Sinjar-bjergkæden.

I straffesagen er han anklaget for at have været PKK's leder i Danmark, og i den forbindelse skal han have formidlet i alt 37 millioner kroner til organisationen, som står på terrorlisterne.

Ligesom de øvrige mænd nægter han sig skyldig.

På grund af volden mod yazidierne vil han næppe overvære de sidste retsmøder i sagen. Her vil anklagere og forsvarere kommentere beviserne, før nævninge og dommere trækker sig tilbage for at votere.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV