Tiltalte for Café Louise-drab afviser anklagerens spørgsmål

Forsvarer Michael Juul Eriksen forklarer det med, at anklagemyndigheden for sent har indgivet sit materiale til forsvarerne.

Under voldsepisoden ved morgenværtshuset blev fire mennesker forsøgt dræbt, og to blev udsat for grov vold, hvilket alle tre mænd er tiltalt for. Imens har to af de tiltalte en endnu værre anklage mod sig: Drabet på en 38-årig ghanesisk familiefar under samme episode.

Men alle tre mænd nægter sig ifølge deres advokater skyldige i drabsforsøgene og de to i drabet på den 38-årige.

Dog erkender den 29-årig tiltalte ifølge forsvarer Michael Juul Eriksen volden, men uden intentioner om at slå familiefaren ihjel.

Drabet skete lørdag morgen 15. september 2012, da en 38-årig ghanesisk mand blev stukket ihjel med et enkelt knivstik i hjertet. De seks andre blev ligeledes såret af enten knivstik eller ved slag med en flaske ved episoden.

Umiddelbart efter blev to personer, den 32-årige og den 28-årige, anholdt og sigtet i drabssagen, mens den 29-årige, som har bandetilknytning, blev efterlyst internationalt tre dage efter drabet. Han blev anholdt i januar i år i Beirut, men endte først i dansk politis varetægt i midten af maj, hvor han blev udleveret fra Libanon.

I maj oplyste anklagemyndigheden, at to af de tiltalte er brødre, og ifølge ekstrabladet.dk er de danske statsborgere. Den tredje har svensk pas og kræves udvist af Danmark, skriver avisen på sin hjemmeside.

De anklagede kommer igen for dommeren mandag, hvor også vidner skal give deres version af septembermorgenens vold.

Der er afsat flere retsdage, og det forventes, at dommen falder i slutningen af september.

Dagens Gossip