Tiltalte i Christiania-sag nægter sig skyldige

Hash, skunk, pot og joints med hashmix.

Det har flere af de tiltalte solgt ifølge anklagemyndigheden i en af flere sager om salg af hash på Christiania, som begynder torsdag i Københavns Byret.

Men samtlige tiltalte nægter sig skyldige. Imens ni nægter sig helt skyldige, erkender tre af de tiltalte delvist. Men de nægter at have solgt i de store mængder, som de er tiltalt for i anklageskriftet.

I alt er 12 mænd tiltalt i sagen, som kun er en ud af seks sager, der ifølge anklagemyndigheden skal ses som én stor sag. I torsdagens sag i byretten er en af mændene tiltalt for at have solgt helt op til 318 kilo hashprodukter.

Retsmødet begyndte ikke helt uden problemer. Til stor frustration for de fremmødte pårørende var der ikke stole nok i retssalen, og dem, som ikke var mødt tidligt nok op, blev nødt til at forlade lokalet igen.

Men efter klager fra familie og venner til de tiltalte blev der bragt seks ekstra stole ind, så 13 pårørende til sidst kunne overvære retsmødet inde i salen.

77 personer er tiltalt i den store Christiania-sag, som handler om salg af hash i Pusherstreet. Blandt andet på grund af de mange tiltalte er sagen blevet delt ind i de seks mindre sager.

På Pusherstreet på Christiania bliver der solgt hash fra en række boder. Det er disse boder, som politiet blandt andet har overvåget nøje, og som de seks sager er blevet inddelt efter.

Det var 13. marts i år, at politiet gennemførte den største aktion nogensinde mod organiseret kriminalitet på Christiania.

150 adresser blev ransaget og 80 mennesker anholdt.

/ritzau/

Dagens Gossip