Tiltalte i Christiania-sag nægter sig skyldige

Hash, skunk, pot og joints med hashmix.

Det har flere af de tiltalte i en af flere sager om salg af hash på Christiania ifølge anklagemyndigheden solgt. Den første sag i rækken er torsdag gået i gang ved Københavns Byret.

Samtlige 12 tiltalte nægter sig skyldige i anklagemyndighedens påstande. Ni tiltalte nægter sig helt skyldige, men tre af de tiltalte vil godt erkende dele af beskyldningerne. Dog nægter de tre at have solgt i så store mængder, som anklageskriftet i sagen påstår.

Sagen mod de 12 er blot en enkelt ud af seks sager, der ifølge anklagemyndigheden skal ses som én samlet sag. Sagerne udspringer nemlig alle fra samme politiaktion mod hashsalget på Christiania, som fandt sted i foråret.

I torsdagens sag i byretten er en af mændene tiltalt for at have solgt helt op til 318 kilo hashprodukter.

Retsmødet begyndte ikke helt uden problemer. Til stor frustration for de fremmødte pårørende var der ikke stole nok i retssalen, og flere blev sendt hjem igen.

- Er der ikke en eller anden journalist, der pisser af, så min ven kan komme til at sidde her, lød det fra en af de tiltalte.

Efter klager fra familie og venner til de tiltalte blev der bragt seks ekstra stole ind, så 13 pårørende til sidst kunne overvære retsmødet inde i salen.

Dommer Gitte Cordes forklarede, at det var af hensyn til brandsikkerheden, at flere ikke måtte overvære retsmødet.

77 personer er tiltalt i den store Christiania-sag, som handler om salg af hash i Pusherstreet. Blandt andet på grund af de mange tiltalte er sagen blevet delt ind i de seks mindre sager.

I Pusherstreet på Christiania bliver der solgt hash fra en række boder. Det er disse boder, som politiet blandt andet har overvåget nøje, og som de seks sager er blevet inddelt efter.

Det var 13. marts i år, at politiet gennemførte den største aktion nogensinde mod organiseret kriminalitet på Christiania.

150 adresser blev ransaget og 80 mennesker anholdt.

/ritzau/

Dagens Gossip