The Times: Cameron vil have EU-folkeafstemning i juni

Skrevet af admin

09/11/2015

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister, David Cameron, foretrækker at holde en folkeafstemning om ja eller nej til EU i juni næste år, hvis de andre medlemslande går med til hans reformplaner.

Det skriver avisen The Times.

Cameron har lovet at genforhandle Storbritanniens betingelser for EU-medlemskab med henblik på senest i 2017 at få vælgernes accept ved en folkeafstemning.

Der har hidtil været meget spekulation om selve timingen af den lovede folkeafstemning, fordi den britiske regering på den ene side skal have god tid til at forhandle med de øvrige EU-lande, og på den anden side skal holde afstand til valg i store lande som Tyskland og Frankrig.

I Camerons kontor oplyser premierministerens folk, at der endnu ikke er taget stilling til en dato for folkeafstemningen.

- Som premierministeren har sagt, så er det, der afgør timingen for folkeafstemningen, resultatet af forhandlingerne, og den endelige deadline er udgangen af 2017, lyder det fra premierministerens kontor i Downing Street.

Cameron ventes tirsdag at offentliggøre et brev til EU-præsidenten, Donald Tusk, hvor han vil opregne sine krav til reformer i EU.

Her vil han samtidig advare om, at hvis der ingen aftale indgås, så vil han måske støtte, at Storbritannien forlader EU.

The Times citerer embedsmænd for at sige, at EU-allierede er blevet informeret om, at hvis EU-topmødet i december går godt, så vil Cameron foretrække en folkeafstemning i juni næste år.

Avisen skriver videre, at andre EU-lande har overtalt Cameron til ikke at udsætte folkeafstemningen yderligere, ikke mindst i forventning om at en ny flygtningekrise næste sommer vil komme til at dominere den europæiske dagsorden.

Meningsmålinger i Storbritannien viser, at der lige nu er et flertal af briterne, som ønsker at forblive i EU.

/ritzau/AFP