Timosjenko går i sultestrejke for EU-aftale

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

Julia Timosjenko er gået i sultestrejke for at presse Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, til at underskrive en omdiskuteret handels- og associeringsaftale med EU.

Det meddeler den fængslede oppositionsleder via sin advokat mandag aften.

- Som et vidnesbyrd om, at jeg holder med jer, erklærer jeg sultestrejke med krav til Janukovitj om, at han skal underskrive associeringsaftalen, lød det fra forsvarsadvokaten Serhij Vlasenko.

I sidste uge valgte Ukraines regering at skrotte aftalen med EU til fordel for et tættere samarbejde med Rusland.

De seneste dage har tusindvis af demonstranter været på gaden i Kijev, hvor de har stillet krav om, at Ukraine underskriver aftalen med EU.

Over tusind demonstranter var mandag samlet omkring regeringshovedkvarteret, og flere demonstranter har forsøgt at trænge ind i regeringsbygningen, men de blev tvunget tilbage af politiet, der tog tåregas i anvendelse.

Ledere af demonstrationerne siger, at de har opfordret til fredelige protester, og de insisterer på, at "ballademagere, der søger voldelige konfrontationer med politiet, kommer udefra."

Mange tusinde ukrainske demonstranter, der støtter et større samarbejde med Europa, var også på gaden i Kijev søndag, hvor det også kom til sammenstød med politiet.

Overalt i det centrale Kijev genlød råbet "revolution, revolution" ifølge en korrespondent fra nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters