Timosjenko opfordrer til demonstrationer

Skrevet af admin

22/11/2013

Dagens topnyheder

Den fængslede tidligere premierminister Julia Timosjenko opfordrer folk til at gå på gaden i Kijev og andre steder og protestere mod, at Ukraine opgiver samarbejdet med EU, oplyser hendes advokat.

- Jeg opfordrer folk til at reagere på dette, som de ville på et statskup, og det vil være at gå ud i gaderne, fremgår det af et brev fra Timosjenko, som advokaten Sergej Vlasenko, gengiver.

- Julia Timosjenko opfordrer ukrainerne til at gå på gaden over hele landet, konstaterer han.

Ifølge advokaten sammenligner Timosjenko den ukrainske regerings EU-beslutning med det kommunistiske kup mod sovjetlederen Mikhail Gorbatjov i august 1991.

Regeringen i Kijev meddelte torsdag godt en uge før, at Ukraine skulle underskrive en associeringsaftale med EU i Litauen, at det ikke bliver til noget.

Timosjenko afsoner en syv år lang fængselsstraf for magtmisbrug. Europæiske politikere mener, at den dom, hun afsoner, er politisk.

Hun er tidligere premierminister og en ledende skikkelse i oppositionen.

Også den russiske præsident, Vladimir Putin, blander sig fredag i debatten. Han mener, at EU forsøger "afpresning" over for den ukrainske regering, efter præsident Viktor Janukovitj har indstillet den proces, som skal føre til integration med Europa.

/ritzau/Reuters