Tina Nedergaard dropper kommunalpolitik

Når vælgerne i Mariagerfjord Kommune skal sætte deres kryds til kommunalvalget, så er Venstres Tina Nedergaard slet ikke på stemmesedlen. Det fortæller DR Nordjylland.

Tina Nedergaard har helt valgt at droppe sin opstilling til byrådet. Det sker efter, at hun i august måned også trak hun sig som borgmesterkandidat på grund af uenighed om Venstres politiske linje i kommunen.

Tina Nedergaard ønsker ikke at kommentere sagen over for DR Nordjylland.

Hun fortæller dog, at hun er flyttet til Hjørring Kommune, hvilket betyder, at det slet ikke er muligt for hende at stille op til kommunalvalget i Mariagerfjord Kommune.

Da Tina Nedergaard blev valgt som spidskandidat tilbage i marts 2012, sagde hun ellers til Nordjyske Medier, at det var "en meget velovervejet beslutning".

Hun trak sig efterfølgende fra posten som Venstres forskningsordfører for at hellige sig arbejdet med borgmesterkandidaturet, som hun så droppede for kort tid siden.

Tina Nedergaard var undervisningsminister fra februar 2010, men hun trådte tilbage som minister i marts 2011. Ved den lejlighed angav hun hensynet til sin datter som årsagen til sin afgang.

/ritzau/

Dagens Gossip