Tine Baun: Damesingle står foran magre år

Efter denne uges All England stopper 33-årige Tine Baun sin karriere, og Danmarks bedste i damesingle tror, at der går en pæn sjat år, før en arvtager er på plads til at overtage hendes rolle som en del af verdenseliten.

- Det kan ikke undgås. Du kan ikke bare gå fra ungdomsbadminton til lige pludselig at vinde en Super Series-turnering.

- Jeg var 18-19 år, da jeg begyndte at træne fuldtidsbadminton, og jeg toppede, da jeg var 27 år.

- Så der gik måske otte år, før jeg slog til, så det er en lang proces. Der kommer til at gå nogle år, før vi kan sige, at her har vi en, som kan vinde All England, siger Tine Baun, der peger på talenterne Line Kjærsfeldt og Natalia Koch Rohde som fremtidens håb.

Tine Baun overtog selv rollen som dansk badmintondronning, efter Camilla Martin stoppede i 2004.

- Til forskel for min situation, hvor jeg lå omkring top-25 i verden, så kan man ikke sige, at pigerne under mig lige nu er der oppe. Jeg var også kun fem år yngre end Camilla, og de piger, som skal tage over fra mig, er 15 år yngre end mig - eller mere.

- Der kommer et ret stort hul nu, som de ikke lukker lige med det samme. Det kræver hårdt arbejde og tålmodighed.

- Det er en langsigtet proces, og jeg håber, at nogle af dem kommer langt, måske endda i top-10 i verden, hvor det er sjovt at være, siger den tidligere verdensetter.

Danmarks næstbedste spiller er for tiden 24-årige Karina Jørgensen som verdens nummer 62.

18-årige Line Kjærsfeldt er nummer 94 i verden, mens Natalia Koch Rohde på 17 år er placeret som nummer 165 i verden.

Blandt Tine Bauns største bedrifter er de to All England-titler fra 2008 og 2010. Hun skal i aktion onsdag mod en kvalifikationsspiller i første runde af årets turnering i Birmingham.

/ritzau/

 

Dagens Gossip