Tingbjerg-beboer: Man ser sjældent bandefolk herude

Sådan betegner Jesper Christensen skyderiet i Tingbjerg, hvor en bare 17 år gammel dreng blev skudt og dræbt på klos hold af en ukendt gerningsmand søndag aften. Det skriver b.dk.

Ud over at være Socialdemokraternes gruppeformand i Københavns Kommune har Jesper Christensen boet hele sit liv i Tingbjerg i det nordvestlige København.

»Så længe den overordnede bandekonflikt i København bølger frem og tilbage, var det naivt at tro, at Tingbjerg ville kunne slippe helt for skyderier,« siger han til b.dk.

Københavns Politi meddelte dog mandag, at skuddrabet formentlig ikke kan sættes i forbindelse med den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet. Det på trods af, at en del af bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) holder til i Tingbjerg, og at den dræbte selv kendte flere bandefolk.

Men som politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi sagde i går:

»Vi mener ikke umiddelbart, at drabet skal sættes i forbindelse med den igangværende bandekonflikt. Den unge mand, der blev dræbt, er ikke kendt som et medlem af nogen gruppering. Han har personlige relationer til medlemmer af både LTF og Tingbjerggruppen, men det er vel ret naturligt for et ungt menneske, der bor i området.«

Ifølge Jesper Christensen svinger bandemedlemmernes synlighed i Tingbjerg-området meget.

»Det er ikke sådan, at beboerne er utrygge. De har selvfølgelig lagt mærke til, at der nu optræder unge kriminelle med hættetrøjer, hvor der står »Tingbjerg« på ryggen (sorte LTF-trøjer, red.). Og det er ekstremt ærgerligt. Men man ser faktisk sjældent noget til bandefolkene herude,« siger han.

Jesper Christensen kender mange af de unge, som i tidens løb er kommet i bydelens forskellige fritidstilbud, og han har set hvilken positiv udvikling det ellers hårdt plagede boligområde er gennemgået de seneste år.

Trygheden er eksempelvis stigende blandt beboerne, området blev pillet af den udskældte ghettoliste sidste efterår, og der bliver begået færre indbrud og forbrydelser generelt (antallet af anmeldelser falder i hvert fald).

Og på trods af, at bandekonflikten har resulteret i det ene skyderi efter det andet i det omkringliggende København, så er boligområdet Tingbjerg faktisk gået fri. Vel at mærke indtil denne weekend hvor to skyderier to aftener i træk sværtede den pæne statistik til.

Jesper Christensen forventer, at beboerne vil se skyderierne som et tilbageskridt. For at den præventive indsats mod bandemedlemmernes hærgen skal virke, opfordrer han beboerne i Tingbjerg til at komme endnu mere på banen. Naboer og forældre skal i fællesskab lægge pres på de kriminelle unge, mener han:

»De skal tage afstand fra volden og stå sammen som borgere for at vise de kriminelle, at vi ikke vil finde os i, at de overtager bydelen.«

Politiet er fortsat interesserede i at høre fra personer, der kan have set drabet på den 17-årige, som skete ved 21.30-tiden søndag aften. Den dræbte sad på nogle stenbænke på en lille plads på gaden Ruten mellem nr. 119 og 125.

Vidner kan kontakte Københavns Politi på telefon 114 eller 33 14 14 48.

Dagens Gossip