Tinglysningsretten kan ikke finde tegn på dataindbrud

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at hackere har stjålet hemmelige oplysninger fra Tingbogen.

Det vurderer sekretariatschef Brian Petersen fra Tinglysningsretten oven på historien om, at en kopi af danske tingbogsoplysninger er at finde på en udenlandsk server.

- Vi har ikke kunnet finde tegn på, at nogen har været inde for at stjæle oplysninger. De har i hvert fald ikke efterladt nogen spor.

- Mange af vores data er frit tilgængelige, og vores teori er, at de bare har skrællet alle offentligt tilgængelige oplysninger og beriget dem med data, som de har andre steder fra, siger Brian Petersen.

Han bygger blandt andet sin formodning på, at det kun er en del af de danskere med hemmelig adresse, hvis bopæl fremgår af den udenlandske database.

Hvis hackere havde skaffet sig adgang til disse oplysninger, ville der formentlig ikke være nogen huller i databasen.

Tinglysningsrettens it-leverandør, CSC, kan heller ikke finde beviser på, at andre med adgang til tingbogsoplysningerne - banker for eksempel - har været inde og rode, hvor de ikke måtte.

Derfor er sagen også så godt som lukket nu, med mindre datatilsynsmyndighederne vil forfølge den nærmere.

- Vi undersøger det selvfølgelig fortsat i samarbejde med vores it-leverandør.

- Men det er svært at anmelde et indbrud, når der ikke har været nogen inde i huset. Som vi ser det, har de bare kigget på yderdøren, siger han.

Centerchef Kim Aarenstrup fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center siger til Ritzau, at politiet pt. undersøger sagen, og man har, af hensyn til efterforskningen, ikke på nuværende tidspunkt yderligere kommentarer.

/ritzau/