Tip førte til pistol hos 29-årig i Ishøj

Et tip til politiet på Københavns Vestegn førte ordensmagten på sporet af en 29-årig mand, hvor man fandt en ni millimeter pistol af mærket Walther på bopælen i Ishøj.

Den 29-årige blev anholdt onsdag aften klokken 19.05 på bopælen, oplyser vicepolitiinspektør Carsten Jansson til Ritzau.

Den 29-årige er ifølge vicepolitiinspektøren ikke kendt fra tidligere kriminalitet eller banderelationer.

Sigtelsen lyder på ulovlig våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder. Pistolen er fundet med patroner ved siden af.

Torsdag blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Her besluttede dommeren at varetægtsfængsle ham i foreløbig fire uger.

Det er uvist, hvordan den 29-årige forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV