Titusinder demonstrerer mod film i Nigeria

Titusindvis af mennesker demonstrerede lørdag i Nigerias næststørste by, Kano, mod den anti-muslimske film "Innocence of Muslims."

Demonstrationsoptoget var flere kilometer langt i den nigerianske storby, der mange gange er blevet rystet af spændinger og vold mellem muslimer og kristne.

- "Død over Amerika. Død over Israel," råbte deltagerne i demonstrationen, der var organiseret af "Nigerias Islamiske Bevægelse."

- Vi er her for at udtrykke vores vrede og modstand mod denne blasfemiske film, siger Muhammed Turi, som var en af lederne af protestaktionen.

Der har været voldelige sammenstød flere steder i det religiøst splittede Nigeria, som har 160 millioner indbyggere. Omkring halvdelen er kristne, der overvejende bor i syd, mens den anden halvdele er muslimer, som overvejende bor i nord.

Den islamiske gruppe Boko Haram, der vil gøre Nigeria til en islamisk stat, har stået bag mange drab og angreb på kirker i det seneste år. Boko Haram har i stigende grad ramt civile mål.

I januar tog gruppen skylden for angreb i Kano. Da blev omkring 185 mennesker dræbt ved en række koordinerede angreb.

I juni blev 15 mennesker dræbt og 40 såret, da en selvmordsbomber kørte en bil lastet med sprængstof mod en kirke i det nordøstlige Nigeria.

Dagens Gossip

Dagens TV