Titusinder kræver mere demokrati i Hongkong

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

Titusinder af mennesker demonstrerer tirsdag aften i et regnvådt Hongkong med krav om mere demokrati.

- Ifølge et konservativt skøn, så deltager 510.000 mennesker i marchen, siger Johnson Yeung, der er en af arrangørerne.

Politiet siger, at 100.000 er mødt op.

Demonstrationen menes at være den største, som er gennemført, siden Storbritannien overdrog den tidligere kronkoloni til Kina i 1997.

Butikker har holdt lukket det meste af dagen i forventning om, at mange mennesker ville møde op og kræve mere demokrati og mindre kontrol fra Kina.

Studenter og demokratiforkæmpere har bebudet, at de natten igennem vil holde en sit-in-demonstration.

De kræver mindre politisk kontrol fra Kina, når der i 2017 skal være valg i Hongkong.

Hongkong har sit eget parlament, men størstedelen af pladserne er reserveret folk, som de kinesiske myndigheder har godkendt på forhånd.

/ritzau/