Tivoli Friheden fyrer de sidste fede koncertnavne af

I de sidste uger har Friheden afsløret en serie koncertnavne, og med de fire, der nu bliver offentliggjort, er hele 16 navne ude i det åbne.

Det hemmelige navn drejer sig om et band, der skal spille den 14. Juni.

Fed Fredag afholdes i år for tiende gang på Friluftscenen i Friheden, og de sidste fire navn, som slutter sommerens koncerter med et brag er:

Christopher: “Hjerteknusende pop af bedste skuffe” – d. 9. August
Sangeren og sangskriveren Christopher med det borgerlige efternavn Nissen har kun rundet de 21 år, men har allerede fået en platin- og to guld-certificeringer for henholdsvis 1,8 millioner og 900.000 streams af singlerne “Nothing In Common”, “Against The Odds” og “Mine, Mine, Mine”. I 2012 udgav han debutalbummet “Colours”, og han har vundet Spotifys Innovationspris for at kommunikere nytænkende gennem de sociale og digitale medier. Fremtiden er kun lige begyndt for Christopher, der er hjerteknusende pop af bedste skuffe.

Burhan G: “Pop og soul af højeste kaliber”- d. 16. August
Burhan G indledte sin musikalske karriere i 3. klasse som solosopran i Københavns Drengekor, fortsatte som korsanger for Outlandish og solodebuterede i 2004 med pæn succes. Det helt store gennembrud kom dog først, da han begyndte at synge på dansk, hvilket gav ham to nummer 1-hits i 2010, nemlig “Mest Ondt” og “Tættere På Himlen” i selskab med henholdsvis Medina og Nik & Jay. Burhan G er pop og soul af højeste kabiler, og i 2013 udgiver han sit fjerde album, “Din For Evigt”.

Kato: “Fra mobildiskotek til internationale megastjerner” – d. 23. August
Thomas Kato Vitttrup startede sit eget mobildiskotek som 12-årig, begyndte at dj’e på diskoteker som 17-årig og fik sit gennembrud som skabende kunstner i 2010 – som 28-årig – med singlen “Turn The Lights Off” og debutalbummet “Discolized”. I 2012 fik han et stort hit med “Never Let U Go” i selskab med selveste Snoop Dogg. Nu er Kato aktuel med albummet “Behind Closed Doors” med masser af gæster. Kato live er ensbetydende med fest, alsidige gæstesolister, heftigt sceneshow og spektakulært lys.

Østkyst Hustlers: ”Trioen bag ”Verdens Længste Rap” er tilbage” - 30. august
Nikolaj Peyk, Bossy Bo og Jazzy H begyndte deres samarbejde i 1993 med en rap-føljeton til DR’s Børneradio. De fik deres store gennembrud to år efter med endnu en rap-føljeton, “Verdens Længste Rap”. Succesen fortsatte i 1996 med albummet “Fuld Af Løgn”, der indeholdt hits som “Hustlerstil”, “Håbløs” og “Han Får For Lidt” – humoristiske raptekster tilsat bluesrock. Omkring år 2000 gik gruppen hver til sit, men den er siden blevet gendannet ved festlige lejligheder – og en fest bliver det, når Østkyst Hustlers rammer Friheden.

Fed Fredag – offentliggjorte koncertnavne
10. maj - Mads Langer
17. maj - Anne Linnet
24. maj - Wafande & EaggerStunn
31. maj - Safri Duo
07. juni – Aura
14. juni – Hemmeligt navn
21. juni - Alphabeat
28. juni - The Raveonettes
05. juli - Infernal
12. juli - Sanne Salomonsen
19. Juli - Nabiha
26. Juli - Tina Dickow
2. August - Danser med Drenge
9. August - Christopher
16. August - Burhan G
23. August - Kato
30. august - Østkyst Hustlers

Alle koncerter starter klokken 20.

Dagens Gossip