Tivoli Friheden slutter sæsonen med en ny publikumsrekord

Friheden har i løbet af sæsonen traditionen tro budt på en blanding af nye og gamle tiltag.

Skt. Hans blev fejret til tonerne af Grand Prix stjernerne Brødrene Olsen, og koncertrækken "Fed Fredag", kørte af stablen med 16 fede koncerter med artister som Medina og Nik & Jay.

Også det nyere koncept "Super Sommer" var en genganger i år, og hele 14 søndage blev der kræset og underholdt specielt for børnefamilier.

På forlystelsessiden har den spritnye interaktive biograf, 5D Cinemagic, været forrygende populær. Der har været intens kamp blandt brugerne om at få flest point, og indenfor kort tid vil årets bedste spiller blive kåret på ægte Hollywood-maner. Vinderen vil derefter få sin helt egen indgraverede flise lagt ned i den nye 5D Cinemagic ’Walk of Fame’ foran biografen.

Ligesom sidste år var Halloween-ugen en yderst populær afslutning på sæsonen. Parken stod uhyggeligt pyntet, og som noget nyt markerede Friheden denne aften ved at slukke alt lys i parken, og åbne lågerne for modige gæster med lommelygter.

Over 25.000 gæster trodsede i efterårsferien vejret, og besøgte Frihedens Halloween for at snitte ”skrumpehovedgræskar,” røre ved fæle edderkopper, snige sig gennem Scary Street eller opleve Ramasjang-værterne Kristian & Katrine.

Friheden og "Fed Fredag" er i år nomineret til hele to AOA-priser. Både prisen som Byens Bedste Service og Byens Bedste Musikoplevelse er nu indenfor rækkevidde.

Dagens Gossip

Dagens TV