Tivoli sender tv fra den gamle have

Skrevet af admin

10/11/2014

Dagens topnyheder

Tivoli etablerer sin egen tv-station, der lyder navnet Tivoli TV. Formålet er, at tilbyde havens gæster mere information i form af levende billeder, der tager afsæt i alt fra Tivolis økonomi, kultursatsninger til at skildre Haven som arbejdsplads.

- Det er da langt mere interessant, at se og høre Medina fortælle passioneret om, hvordan hun har forberedt en koncert med Tivolis Symfoniorkester på Plænen i stedet for at skulle læse om det i en klassisk pressemeddelelse, siger pressechef Torben Plank, der bliver chef for tv-stationen.

Årsagen til satsningen er, at mediebilledet har ændret sig fra websites med lange tekster eller Facebook-sider til levende billeder. Alene på tivoli.dk er der på årsplan mere end fem millioner besøgende. Over 350.000 personer følger forlystelseshaven på de sociale medier.

Tivoli har derfor gennem et stykke tid arbejdet med at udvikle indhold til sin egen tv-kanal, og tror nu så meget på projektet, at det bliver en fast del af Tivolis øvrige sociale medier. Historierne produceres af tv-journalister, som Tivoli har ansat til formålet.

- Med egen tv-station kan vi vise meget mere af Tivoli bag facaden, vi kan fortælle om Tivolis betydning som virksomhed, om vores ballet- og musikelever og vi kan få sat billeder på historierne og gøre dem mere direkte og nærværende, siger Torben Plank.

Målet er at få en TV-station med gennemslagskraft, der producerer i formater tilpasset mobile platforme, så potentielle besøgende hurtigt får overblik over, hvad der rører sig i Haven.

Indholdet kommer til at tage afsæt i Tivoli som erhvervsvirksomhed, forlystelsesnyheder, haveanlægget, restauranterne samt kulturelle begivenheder. Næste skridt bliver at sende livereportager fra udvalgte begivenheder i Haven.

Tivoli TV kan frit ses via tivoli.dk eller ved at søge efter kanalen på YouTube.

/ritzau/