Tjek her om din motorcykel er klar til foråret

Motorcyklister i tusindvis fra hele landet gør i disse dage klar til at indtage Nørrebrogade i København og brølende sætte kursen mod Bakken torsdag den 21. marts – en dag der for mange er lig med starten på motorcykelsæsonen i Danmark.

Men før kromen kan skinne, og hestekræfterne slippes løs, skal motorcyklen og motorcyklisten igennem det store forårstjek. Falck giver her en række gode råd, der kan gøre livet som motorcyklist lettere og sikrere i sæsonen 2013:

- Forårstjekket handler i høj grad om sikkerhed. Der skal ikke ret meget til, før det går galt, når man kører på to hjul – og en del uheld kan undgås ved at sørge for, at motorcykelen er gjort tip top, og at man er bevidst om, at man selv kan være blevet lidt rusten i de mørke vintermåneder, siger Tinna Østergaard, der er formand for Falcks motorcykelklub Blålys.

Hun peger på følgende punkter, der er vigtige at få kigget igennem:

Batteriet

Mange motorcykelbatterier er blevet afladet i vinterens løb. Hvis ikke du har haft en lader på, så start med at få batteriet efterfyldt med demineraliseret vand og ladet helt op, så får du også kontrolleret at batteriet kan tage imod strøm, og ikke er faldet sammen i vinterens løb. Et MC batteri holder typisk en 3-5 år, så er det ved at være svagt, så få det skiftet.

Motorolieskift

Start motoren, lad motoren køre et par minutter. Af med bundproppen og lad olien løbe fra. Ny olie og oliefilter på, igen start motoren og lad den køre et minuts tid og fyld efter, hvis det er nødvendigt.
Bremsetjek

Der bør altid være minimum tre millimeter belægning på bremseklodserne. Er de mindre, skal de skiftes. Tjek også bremsevæskestanden – og få bremsevæsken skiftet, hvis den er mere end to år gammel. Arbejde med bremser bør generelt overlades til professionelle.

Kølevæsketjek

Hvis motorcyklen er vandkølet, skal væskestanden være i orden og kølevæsken være sikret til mellem 25 og 30 graders frost – også selv om du kun kører om sommeren, kølevæsken indeholder additiver, der beskytter motorens kølesystem indefra.

Kig efter lækager

Kontrollér at pakninger er tætte, og at det ikke drypper fra motorcyklen. Vær især opmærksom på forgaffelen – hvis forgaffelbenene er fedtede kan det være tegn på utætte pakninger.

Kabelsmøring

Motorcyklens kabler må ikke overses. Husk at få smurt kabler til gas, kobling og på ældre motorcykler, bremserne. Speedometerkablet har også godt af en dråbe olie eller to. Smøremiddel kan købes hos motorcykelforhandlere.

Tjek af lejer

Ryk forgaffelen frem og tilbage og test for slør i kronrørslejerne, da et ødelagt leje kan forringe styringen. Få en professionel til at hjælpe dig, hvis du er i tvivl. På hjulene fatter man foroven og forneden og hhv. Skubber/trækker. Mærker man slør skal lejerne skiftes.

Dæktjek

Dækkene er noget af det vigtigste på motorcyklen. Kontroller at der er tilstrækkeligt mønster (min 3 mm. anbefales) og kontroller at dæktrykket er i overensstemmelse instruktionsbogens angivelser. Husk at kontrol af dæktryk sker med kolde dæk.

Lys- og eltjek

Tjek blink, forlys, baglys og instrumentlys og evt. elektrisk ekstraudstyr

Kædetjek

En slidt kæde kan udgøre et alvorligt sikkerhedsproblem, der kan ødelægge både motorblok og sende køreren alvorligt på afveje. Skal tjekkes for slør og slid og eventuelt udskiftes. Rens og smør kæden jævnligt, så holder den længere.

Husk vask og lakforsegling

Slut af med at vaske motorcyklen, reparér eventuelle stenslag og småskrammer med en lakstift om nødvendigt. Og slut gerne af med en god omgang lakforsegling.

Tjek instruktionsbogen

Motorcykler er forskellige, så for at være helt sikker på, at du har kigget den efter alle de steder, den har brug for, er det en god idé at tjekke instruktionsbogens gode råd.

Dig selv og dit udstyr:

Ikke kun motorcyklen trænger til et forårstjek.

Vær også opmærksom på dig selv. Er fysikken i orden? Er reaktionsevnen og balancen i top, eller skulle vi lige tage en tur på trædecyklen først og få tingene tilbage i kroppen?

Din hjelm

Er den i orden og fri for skrammer? Husk at hjelme som så meget andet nedbrydes langsomt over årerne lige som indmaden efterhånden bliver løsere, så er din hjelm over 5 år gammel skulle du måske overveje en udskiftning. Tjek også, at visiret er rent, klart og uden ridser.

Tøjet

Få tøjet ud af skabet og tjek om det kan klare nok en sæson. Husk at tøjet både skal holde kulde og fugt ude samtidig med at det skal kunne yde dig en effektiv beskyttelse hvis uheldet er ude.

Og så lige til sidst:

Når vi nu starter på sæsonen, er det vigtigt at huske at klæde dig ordentligt på. Ligeså dejligt varmt det er i forårssolen, ligeså hurtigt kommer kulden igen når solen går væk. En kold motorcyklist er en uopmærksom motorcyklist.

Og husk også lige på, at vore medtrafikanter har undværet motorcyklisternes selskab i hele den lange vinter. De skal også lige vænne sig til at der er andet end cykler på to hjul, så vær opmærksom på, at du bliver set.

Dagens Gossip