Tjek økonomien, når du køber andelsbolig

Skrevet af Boligsiden.dk

10/02/2014

Mest læste i dag

I 2013 blev der ikke bare solgt flere huse og ejerlejligheder. Der blev også solgt flere andelsboliger end året før. De kraftigt stigende priser på ejerlejligheder og det store pres på boliger i de store byer har øget efterspørgslen på andelsboliger.

Men før du køber en andelsbolig, skal du gøre dit forarbejde:

- Det er let at lade sig rive med af en andelsbolig, hvis man synes, at købsprisen virker rimelig og boligafgiften er lav, men for ens egen skyld skal man tage den kritiske brille på og lave forarbejdet med at rekvirere og gennemgå foreningens vedtægter, referater fra seneste generalforsamlinger og økonomi. Foreningen kan sidde med en stor gæld, der gør økonomien i den lejlighed, du er ved at købe, usikker. Det kan også være, foreningen har planlagt at udskifte vinduer eller altaner, som andelsbolighaverne selv skal finansiere og betale af på, hvilket kan  blive en ekstra og uforudset udgift, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Det er dit eget ansvar som køber at undersøge foreningens planer og økonomi. På Boligsiden.dk kan du på boligpræsentationen se både en købspris og en anslået teknisk pris. Den tekniske pris er andelsboligens købspris plus andelsboligens forholdsmæssige andel af foreningens gæld.

Den tekniske pris kan give et fingerpeg, om der eventuelt er stor gæld i foreningen, men kan ikke stå alene. Så du bør altid dykke dybere ned i økonomien.

Foreningens finansiering er også din hovedpine

Når du køber bolig, skal du formodentlig låne nogle penge. Tager du en tur i banken vil du blive præsenteret for flere forskellige lånetyper og afdragsmuligheder. Men det er ikke nok, at du forholder dig til din egen finansielle situation, når du køber en andelsbolig. Du bliver nødt til at sætte dig ind i andelsboligforeningens lån også.

Henrik Grave, der er direktør og stifter af Andelsboligpris.dk, understreger vigtigheden af at undersøge foreningens finansiering:

- Foreningens valg af finansiering kan have indflydelse på såvel boligafgift som andelskrone. Vi har i øjeblikket et lavt renteniveau og tilsvarende ganske høje værdier på foreningernes ejendomme. Hvis foreningerne vil begrænse andelshavernes formuerisiko, bør de vælge lån med fast rente, hvor værdien af gælden falder i forbindelse med en stigning i renten, siger Henrik Grave og fortsætter:

- Ved at indarbejde et bank- og rådgiverforbehold i købsaftalen, er der tid til at undersøge, om andelens finansielle profil matcher boligkøberens holdning til risiko.

Andelsboligen skal kunne matche lignende boliger

Når du har tjekket foreningen grundigt og ved alt om økonomien og fremtidige planer, der kan komme til at koste dig penge, skal du vurdere, om andelsboligen i sig selv er rimelig prissat.

- Det er helt afgørende at undersøge om andelen på købstidspunkt er et konkurrencedygtigt alternativ til de øvrige muligheder blandt ejer-, andels- og lejeboliger, siger Henrik Grave.

Boligsiden.dk er der netop nu ca. 3.500 andelsboliger og 7.000 ejerlejligheder til salg. Find de boliger, der ligger i det område, du gerne vil bo, og tjek kvadratmeterpriser, teknisk pris, stand og præcis beliggenhed for at vurdere niveauet i området.