Tjekker demonstrerer mod migranter

Adskillige tusinde tjekker er onsdag aften på gaderne rundt om i landet for at demonstrere mod at tage imod migranter og flygtninge.

Demonstrationerne, der foregår på landets nationaldag, kommer en uge efter, at FN rettede en hård kritik mod landet for dets behandling af de flygtninge og migranter, som er kommet til Tjekkiet.

Myndighederne i Tjekkiet beskyldes for at behandle asylansøgere dårligt og "nedværdigende" for at forsøge at afskrække andre fra at søge til Tjekkiet.

Det er kun en brøkdel af de hundredtusinder af mennesker, der i disse måneder kommer til Europa fra blandt andet Afrika og Mellemøsten, som har fundet vej til Tjekkiet.

Tidligere i oktober sagde indenrigsministeriet i Prag, at 1115 mennesker indtil nu havde søgt om asyl i Tjekkiet i år.

Men alligevel er der stor modstand mod at tage imod dem i befolkningen i landet, der ikke ligger på de ruter, som strømmen af mennesker hidtil har brugt.

I den tjekkiske hovedstad, Prag, og i fire andre byer er der omkring 5000 demonstranter.

Et par hundrede moddemonstranter er mødt op i hovedstaden.

Lutz Bachmann, grundlægger af den tyske, islamkritiske bevægelse Pegida, er blandt talerne i Prag.

Flere end 700.000 flygtninge og migranter er i år kommet til Europa, de fleste kommer fra Syrien, Irak og Afghanistan.

Situationen har skabt spændinger og uenighed blandt EU-landene, mens indvandrerkritiske højrefløjsgrupper rundt omkring er blevet styrket.

Tjekkiets præsident, Milos Zeman, har udtalt sig skarpt imod migranterne og flygtningene.

- Ingen har inviteret jer her. I må respektere vore regler, sagde han i august, da en snes migranter forsøgte at flygte fra et tilbageholdelsescenter i Tjekkiet.

Han har advaret imod, at muslimske indvandrere ender med at ville indføre sharialov i Europa.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip