Tjekkiets parlament opløses i næste uge

Parlamentets næstformand, Jan Hamacek, oplyser ifølge Reuters, at opløsningen baner vejen for et nyt valg hurtigst muligt.

Også den socialdemokratiske partileder, Bohuslav Sobotka, mener, at der er tilstrækkelig støtte i parlamentet til en opløsning, og at tjekkerne sandsynligvis allerede til efteråret skal til stemmeurnerne igen.

Da præsident Milos Zeman udpegede regeringen og sin tætte allierede, økonomen Rusnok, som premierminister i juli i år, fordi den skandaleramte premierminister Petr Necas måtte gå af, var flere partier utilfredse. Ifølge tjekkisk lov skal regeringen godkendes af parlamentet inden for 30 dage, men Rusnok fik kun 93 stemmer af de tilstedeværende 193 medlemmer af parlamentet og havde dermed flertallet imod sig.

Rusnok sagde efter afstemningen, at han officielt vil træde tilbage om en uge, men tilføjede, at han vil fortsætte med at lede regeringen frem til nyvalget.

Regeringen vil fortsætte arbejdet med at »gennemføre en fælles dagsorden, som ikke skaber politisk uenighed,« lød det fra Rusnok.

Det forventer politiske iagttagere da også, da forfatningen ikke angiver nogen tidsfrist for en nyudnævnelse. Også selv om Tjekkiets traditionelle partier, der følte sig forbigået, da præsident Zeman udpegede Rusnok, straks er gået i gang med at forberede sig på nyvalg.

Dagens Gossip