Tjekkiets regering går af efter mistillidsvotum

Regeringen har været ledet af økonomen Jiri Rusnok, der blev udpeget af præsident Milos Zeman i juli, efter den skandaleramte premierminister Petr Necas måtte gå af.

Necas indrømmede at have haft en affære med sin personalechef Jana Nagyova, hvis anklage om bestikkelse og magtmisbrug i sidste ende førte til centrum-venstreregeringens fald.

Ifølge tjekkisk lov skal regeringen godkendes af parlamentet inden for 30 dage, men Rusnok fik kun 93 stemmer af de tilstedeværende 193 medlemmer af parlamentet og havde dermed flertallet imod sig.

Rusnok sagde efter afstemningen, at han ville træde tilbage officielt om en uge, men tilføjede, at han vil fortsætte med at lede regeringen frem til nyvalg.

Regeringen vil fortsætte arbejdet med at »gennemføre en fælles dagsorden, som ikke skaber politisk uenighed,« sagde Rusnok.

Tjekkiets traditionelle partier, der følte sig forbigået, da præsident Zeman udpegede sin trofaste allierede Rusnok som leder af teknokratregeringen, er straks gået i gang med at forberede sig på nyvalg.

Ligesom de fleste andre lande i Europa har finanskrisen ramt Tjekkiet hårdt. Analytikere vurderer dog, at den nuværende politiske krise kun har haft minimal indflydelse på Centraleuropas tredjestørste økonomi, der er dybt afhængig af bilproduktion og eksport.

Politiske iagttagere forventer, at præsident Zeman vil beholde Rusnok som leder af teknokratregeringen indtil der kan afholdes nyvalg, da forfatningen ikke angiver nogen tidsfrist for en nyudnævnelse.

BNB/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV