Tjener penge på mælken

Der står økonomi på programmet, når Sønderjysk Landboforening inviterer til bedriftsbesøg tirsdag 20. august, og det er økonomi af den positive slags.

"Sådan tjener du penge på mælkeproduktion" er temaet for besøget på Hjemstedvej 33 ved Skærbæk, hvor det hollandskfødte ægtepar, Wilma og Marcel van den Hengel, tager imod blandt de ca. 310 køer og fortæller om produktionen.

- Vi skal først tjene pengene, inden vi udvider, og ikke omvendt.

Sådan lyder det fra parret, der kom til Danmark for 20 år siden og flyttede ind på gården, der siden er udvidet adskillige gange og udvidet fra 65 køer til i dag de 300 køer plus opdræt.

- Vi har selvfølgelig også gæld nok, men vi har overskud på driften, og det er selvfølgelig dejligt, noterer Marcel van den Hengel.

Ved bedriftsbesøget vil han fortælle om livet på gården og filosofien bag driften og den måde, der skabes driftsoverskud.

Gården har tre ansatte foruden parret selv, hvor hustruen Wilma bl.a. tager sig af kalvene og regnskabet, og de to ældste af de fire børn hjælper også til på gården.

Mælken leveres til Arla, og en stor del af mælken kommer fra køer, der er på græs. Omkring halvdelen af besætningen er dagligt ude på nogle af de i alt 210 hektar, der drives på gården. På markerne er der græs og majs, og de seneste fem år er der også dyrket foderroer. I år er der roer på 14 hektar, og meldingen er bl.a.:

- Køerne vil gerne have dem, og roer sikrer en højere fedtprocent, slutter Marcel van den Hengel.

Dagens Gossip

Dagens TV