Toårig dreng er død efter påkørsel af varebil

En toårig dreng er død lørdag morgen på hospitalet, efter at han fredag aften blev påkørt af en varebil i et villakvarter på Amager, oplyser Københavns Politi.

- Han er afgået ved døden her lørdag morgen, og det en meget ulykkelig situation. Ulykkelige forældre og en ulykkelig bilist, siger vagtchef Kim Nicholsen til Ritzau.

Barnet blev fundet liggende livløs på gaden af nogle deltagere til en havefest på Pollux Allé.

Drengen blev i hast bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor lægerne kæmpede for at redde hans liv.

Det er uvist, hvordan ulykken er sket. Der var ingen vidner.

- Vi har fundet frem til bilen og ejeren, der har påkørt barnet, men han siger, at han ikke har bemærket påkørslen, sagde vagtchef Robert Jensen tidligere til Ritzau.

Efterforskningslederen slår fast, at føreren af varebilen på intet tidspunkt forsøgte at køre fra ulykkesstedet, og at han har samarbejdet med politiet, så godt han kan.

- Han blev hurtigt gjort opmærksom på ulykken af nogle af festdeltagerne, der løber over til ham, lyder det fra Robert Jensen.

Barnets familie var deltagere i havefesten på den lille, stille villavej, hvor ulykken skete.

/ritzau/

 

Dagens Gossip