Toårig dreng overfaldet ved busstation i Sverige

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Ved en busstation i den midtsvenske by Östersund er en lille dreng blevet udsat for grov vold af en mand torsdag aften.

Det oplyser politiet til den lokale avis Östersundsposten.

Overfaldet skete klokken 18, da en ukendt mand gik til angreb på en blot toårig dreng, der stod og ventede på bussen sammen med sin mor og søskende, skriver avisen.

Drengen blev først slået i jorden og efterfølgende sparket, før gerningsmanden flygtede fra stedet på en cykel.

- Det er svært at forstå, hvad der kan få nogen til at gøre dette her mod en toårig, siger Mikael Abramsson, vagthavende ved politiet i Jämtland, til svenske Aftonbladets netavis.

- Der har ikke været våben involveret, men barnet blev slået omkuld og sparket, siger han videre.

Politiet har endnu ingen mistænkte i sagen, men gerningsmanden er af flere vidner blevet beskrevet som buschauffør - eller i hvert fald klædt i en buschaufførs uniform.

Den lille dreng blev efter overfaldet bragt på hospitalet, hvor han har fået behandling for sine skader. Efter omstændighederne har han det godt, skriver Östersundsposten.

I første omgang var det usikkert, hvor kvæstet drengen var, men omkring klokken 21.15 oplyste politiet, at der er tale om "mindre skader".

Politiet efterforsker sagen som drabsforsøg og har haft patruljer ude at lede efter manden. Dog uden held.

Det er uklart, hvad motivet for overfaldet kan have været.

- Det virker som en gal handling, siger Mikael Abramsson til Aftonbladet.

Klokken 01.30 natten til fredag har politiet ingen anholdte i sagen, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

/ritzau/