Tobias Mikkelsen med vigtig scoring for Rosenborg

Skrevet af admin

03/11/2013

Dagens topnyheder

Tobias Mikkelsen scorede søndag til 2-0, da Rosenborg hjemme vandt 2-1 over Viking i den bedste norske fodboldrække.

Sejren i Tippeligaens næstsidste spillerunde kan vise sig at være yderst vigtig for Rosenborg, som halede ind på førerholdet Strømsgodset. Duksen spillede på samme tid blot 0-0 ude mod nedrykningstruede Tromsø.

Inden sidste spillerunde fører Strømsgodset med blot ét point ned til Rosenborg, der foruden Tobias Mikkelsen også havde Mike Jensen og landsholdsangriber Nicki Bille i startopstillingen mod Viking. Kun de to sidstnævnte spillede hele kampen for Rosenborg.

I sidste spillerunde skal Rosenborg en tur til midterholdet Lillestrøm, mens Strømsgodset på hjemmebane får besøg af rækkens nummer tre, Haugesund, som dog intet har at spille for.

Haugesund, der har Christian Gytkjær som en farlig mand i front, er sikker på at slutte som treer.

/ritzau/