Todd overrasket over hemmelig karantæne

Der var rigtigt mange personer på VIP-pladserne, der lige måtte kigge en ekstra gang, da Randers-træner Colin Todd sad på bagerste række i selskab med klubbens direktør Jacob Nielsen.

Nede på trænerbænken sad assistent Thomas Thomasberg i stedet med det fulde ansvar.

Årsag? DBU havde tildelt Colin Todd en spilledags karantæne for en episode, der udspillede sig efter nederlaget til FC Nordsjælland i mandags. Her havde den engelske Randers-træner henvendt sig til dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen, og gloserne var åbenbart grove nok til, at de røg i rapporten.

Men karantænen kom bag på alle, da DBU ikke, som formalia ellers er, havde meldt noget ud offentligt om karantænen, og faktisk var det først fredag aften, at Randers fik meddelelsen om, at Todd var spærret til gårsdagens kamp mod AGF.

- Jeg må da indrømme, at jeg var noget overrasket, da jeg fik beskeden om, at jeg havde karantæne. Jeg forstår det ikke rigtigt. Man skal huske på, at vi er alle kun mennesker. Også trænere og dommere. Og nogle gange kan man måske godt tage lidt lettere på tingene og vende kinden til, men sådan er det, sagde Colin Todd, efter han havde set Randers smide en sikker 2-1 føring i overtiden.

Randers-træneren erkendte dog, at han ikke havde brugt det engelske sprogs bedste gloser til dommerne efter FCN-nederlaget.

- Jeg sagde da nok nogle ting, der ikke tåler at blive gengivet. Men sådan er fodbold. Det er meget præget af følelser, og det kom bag på mig, at det resulterede i en karantæne. Det var måske lidt en overreaktion af forbundet. Men nu er det overstået, og så er det videre, sagde Todd. Han ærgrede sig over, at Randers ikke formåede at sænke AGF med det overtag af chancer, de havde i kampens løb.

- Vi er ikke gode nok til at holde på bolden i kampens slutfase, og vi er lidt naive i den måde, vi søger at score til 3-1 på, sagde Todd.

AGF-træner Peter Sørensen var tilfreds med udligningen i overtiden men ikke med det generelle spil.

- Jeg synes faktisk, vores forsvar spillede en rigtig god kamp. Men på det offensive kunne jeg godt ønske lidt mere flow, og at det glider mere. Men det er noget, vi må arbejde med, sagde Sørensen.

Dagens Gossip