Tøj og sko er blevet lidt dyrere

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Tøj og sko er blevet lidt dyrere, mens forbrugerne oplever lavere priser på mad og drikkevarer.

Det gør, at forbrugerpriserne i oktober steg med 0,7 procent sammenlignet med samme tidspunkt året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed stiger inflationen lidt fra niveauet på 0,5 procent i september.

Cheføkonom i BRF Kredit, Ulrikke Ekelund, siger, at udviklingen er positiv.

- Prisstigningerne er accelereret en smule siden september. Det skubber deflationsspøgelset lidt i baggrunden og vidner trods alt om en vis fremgang i økonomien, siger hun i en skriftlig kommentar.

Der er kun tale om en lille stigning, og en inflation på 0,7 procent er bemærkelsesværdig lav.

- Det er stadigvæk et udtryk for, at vores økonomi kører i et meget lavt gear, siger Ulrikke Ekelund.

Cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen peger på, at den danske inflation er på samme niveau som i euroområdet, der i sidste uge overraskende fik den Europæiske Central Bank (ECB) til at sænke eurorenten.

- Det skete som bekendt ikke herhjemme, hvor fokus i pengepolitikken er på valutakursen og ikke på inflationen.

- Men udviklingen betyder også, at den relativt markante forbedring af konkurrenceevnen, som Danmark ellers har oplevet – fordi inflationen herhjemme i lang tid har været lavere end i euroområdet - er ved at være en saga blot, siger Helge J. Pedersen i en kommentar.

Mange husholdninger vil formentlig glæde sig over, at føde- og drikkevarer samt boligudstyr generelt er blevet billigere.

- Det gør, at husholdningerne får en bedre købekraft ud af deres løn. Det er således især grøntsager, kød, møbler boligudstyr og tæpper, der er blevet billigere.

- Mange af disse ting er nødvendighedsvarer, hvorfor at ændringerne kan mærkes. Dermed svarer prisfaldene til, at man har fået et større rådighedsbeløb, siger Helge J. Pedersen.

/ritzau/