Tømrer får 12 års fængsel for altandrab i Lyngby

Det koster den 30-årige Tor Clausen-Ley 12 år i fængsel at skære halsen over på sin kammerat og kollega - den 28-årige familiefar Nikolaj Dyrner - tidligt om morgenen 9. januar i år. Efter drabet placerede han liget på sin altan i Lyngby, hvor det lå i fem dage.

Det er Retten i Lyngby, der har afsagt dommen mandag. Tor Clausen-Leys forsvarer, Ervin Birk, siger med det samme i retten, at han modtager dommen.

- Det er en enig domsmandsret, der er blevet enige med hensyn til skyld og dom. Vi lægger forklaringer, blandt andet fra tiltaltes tidligere kæreste og steddatter til grund for dommen, sagde dommeren Søren Holm Seerup efter domsafsigelsen.

Det var den drabdømtes daværende kæreste, der meldte ham til politiet fem dage efter, at drabet var begået i deres fælles lejlighed. Hun havde været til stede i et tilstødende værelse, da drabet fandt sted.

Hun har forklaret i retten, at hun havde hørt de to mænd skændes og larme voldsomt inde i stuen.

Flere gange var hun gået derind for at få dem til at holde op af hensyn til sin 12-årige datter, som prøvede at sove. Pludselig blev der stille, og igennem døren til stuen, som stod på klem, så hun Nikolaj Dyrner ligge livløs og blodig på stuegulvet. Næste morgen var han væk.

Efter hendes anmeldelse fandt politiet liget på altanen.

Den 30-årige tømrer sagde fredag på retssagens første dag, at han "totalt gerne vil tilstå", men at han ikke kunne huske noget som helst fra episoden.

Til gengæld var optakten stadig intakt i hans hukommelse.

Nikolaj Dyrner kom på besøg med en flaske vodka. Den drak de, og så hentede de to flasker mere på tanken. De kom op at skændes om nogle penge, og så skulle Nikolaj Dyrner have sagt til Tor Clausen-Ley for sjov, at han havde været sammen med hans kæreste.

- Han (Thor Clausen-Ley, red.) var rasende over den tanke. Jeg tror, det var det, der triggede ham så voldsomt, at han handlede, som han gjorde, sagde anklager Bente Schnack under proceduren.

Anklageren sagde under sin procedure mandag, at alle beviser med kraftig tydelighed peger på, at det var Tor Clausen-Ley, der dræbte sin kollega. Derfor krævede hun en straf på 12 års fængsel.

Forsvareren sagde mandag, at han havde forventet 12 år, selvom Tor Clausen-Ley ikke kunne komme med en fuld tilståelse på grund af hukommelsestabet.

/ritzau/

Dagens Gossip