Tømrerlærlingen Mikkel standsede biltyve med en gravko

Skrevet af Ninna Andreasen

12/03/2015

Mest læste i dag

Fredag formiddag blev en dramatisk dag på arbejdet for den 19-årige tømrerlærling Mikkel Nielsen.

Det skriver Fagbladet 3F

Lærlingen skulle køre en mindre gravko hjem til sin mester i Børge Nielsen A/S i Hillerød. Her så han tilfældigvis en kollegas bil komme kørende forbi ham.

I bilen sad dog ikke kollegaen. Den var nemlig blevet stjålet dagen forinden.

- Jeg tænkte, at de tyve sgu ikke skulle slippe væk, så jeg kørte efter dem, siger Mikkel Nielsen til Fagbladet 3F.

Røverne parkerede ved den lokale Rema1000. Da de gik ind for at handle, parkerede tømrerlærlingen resolut gravkoen foran bilen, så de ikke kunne køre af sted med den.

Han ringede til kollegerne, men de nåede ikke at komme, før tyvene var færdige med at handle ind.

- Jeg vidste, at bilen var forhjulstrukket, så da tyvene steg ind i bilen, løftede jeg forenden af bilen, forklarer lærlingen.

Læs også: De havde et sidste ønske på dødslejet: Det, ambulanceredderne gør, er så smukt

Den lille gravko begyndte at tilte en smule på grund af bilens vægt, og tyvene så noget forskræmte ud. De hoppede ud af bilen med et bat.

- Jeg skyndte mig at tage nøglerne og løb ind i Rema1000, hvor jeg råbte efter hjælp. Derefter løb tyvene væk, siger Mikkel Nielsen.

Politiet kunne efterfølgende anholde den ene biltyv, som kunne genkendes på overvågningsbillederne fra dagligvareforretningen.

Lærlingen er blevet rost og begavet af sin mester med gavekort til restaurant og biograf.