Tønder Banks direktør kræver 33 mio. af konkursbo

Tidligere bankdirektør for banken, Mogens Mortensen, rejser krav på knap 33 millioner kroner, som kurator Boris Frederiksen oplyser, at han ikke vil efterkomme. Det skriver JydskeVestkysten onsdag.

Onsdag klokken 11 holdt kuratoren det første fordringsmøde, hvor de personer, der mener at have penge til gode fra banken, kan møde op og få en tilkendegivelse på, hvorvidt kurator kan acceptere deres krav i konkursboet.

Tønder Banks advokatfirma, Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere, bekræfter over for JydskeVestkysten, at det i december sidste år anmeldte et krav på vegne af direktøren. Det lød på henholdsvis 6,9 og 25,9 millioner kroner, 32,8 millioner kroner i alt.

Da firmaet ikke længere repræsenterer banken, ønsker det ikke at kommentere sagen yderligere.

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger dækker kravet på 6,9 millioner kroner løn i en toårig periode siden fratrædelsen i november sidste år. Kravet på knap 26 millioner kroner relaterer sig til pensionsaftaler samt andre økonomiske aftaler med den krakkede bank.

Mogens Mortensen var direktør i banken fra 1993 og frem til bankens kollaps 2. november sidste år. Her havde han en årsløn på 2,9 millioner kroner.

Kurator Boris Frederiksen har tidligere afvist at forholde sig til Mogens Mortensens fratrædelse.

»Men jeg kan bekræfte, at vi ikke har handlet af med Mogens Mortensen. Boet og Mogens Mortensen har en uenighed om hans kontrakt,« siger Boris Frederiksen til JydskeVestkysten.

Da avisen fik den tidligere direktør i Tønder Bank, Mogens Mortensen, i telefonen for at spørge om hans fratrædelsesaftale, var det en meget kortfattet samtale.

Spørgsmål: Jeg har et par spørgsmål i forbindelse med dine forhandlinger med kurator Boris Frederiksen?

»Jeg har ikke nogle kommentarer.«

Spørgsmål: Kan du uddybe, hvorfor du ikke ønsker at kommentere?

»Jeg har ingen kommentarer. Kan du have en god dag.«

Spørgsmål: Jeg vil lige høre, om der er andre forhold i banken, som du vil kommentere?

»Hav en god dag,« lyder svaret fra Mogens Mortensen, hvorefter han afbryder forbindelsen.

Dagens Gossip