Tønder kommer ud af 2012 med overskud på 39 millioner kroner

Skrevet af Elo Christoffersen

22/02/2013

Dagens topnyheder

 

Tønder Kommune kommer bedre ud af 2012 end forventet. Det forventes at overskuddet på ordinær drift bliver på omkring 39 millioner kroner mod et oprindeligt budgetteret overskud på 31,7 millioner kroner.

- Tønder Kommune fortsætter den gode tendens med at holde de budgetter vi i fælleskab har lagt. Det er særdeles positivt - for orden i husholdningsregnskabet – er grundlaget for at vi sammen kan skabe udvikling i Kommunen, siger borgmester Laurids Rudebeck.

Samlet bruges omkring 1,5 milliarder kroner på service til kommunens borgere, hvilket er 15 millioner kroner mindre end oprindeligt budgetteret.

Kommunens anlæg har kostet cirka 68 millioner kroner, hvilket stort set svarer til det oprindelige budget.

Afdrag og solid kassebeholdning

Kommunen har afdraget 27 millioner kroner på gælden, mens der ikke er optaget nye lån. Det betyder at kassebeholdningen samlet set falder med 28,8 millioner kroner. Kommunens kassebeholdning er dog stadig solid. Den har i gennemsnit været 222 millioner kroner i 2012.