Tønders borgmester ærgrer sig over kongelig flytning

Skrevet af admin

01/07/2014

Mest læste i dag

- Vi er utroligt kede af, at prinsen og prinsessen flytter fra kommunen.

Det siger Tønders borgmester Laurids Rudebeck (V) i forbindelse med, at prins Joachim tirsdag overdrog Schackenborg Slot til de lokale erhvervspinger i området.

Slottet er overdraget til en fond, som er stiftet af prinsen, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond med prins Joachim og prinsesse Marie som protektorer.

Men Laurids Rudebeck understreger overfor Ritzau, at han har forståelse for, at parret nu flytter til København.

- Med de særlige opgaver og forpligtelser, de har, er det forståeligt - og det respekterer jeg fuldt ud, siger borgmesteren.

- Vi har været utroligt glade for prinsens og prinsessens levende engagement i lokalområdet. De har været utroligt engagerede i Sønderjylland - og det tror jeg faktisk også, at vi i fremtiden kan nyde glæde af, siger han.

Kongehuset oplyser, at det dog ikke er et farvel for prinseparret til Møgeltønder og Schackenborg, da parret "lægger vægt på at bevare deres tætte tilknytning til Møgeltønder og Sønderjylland. Som protektorer vil parret derfor i perioder af året fortsat opholde sig på slottet", oplyser hoffet.

- Det, at der bor nogle kongelige i ens kommune, giver nogen opmærksomhed, som man ellers ikke ville få, siger Laurids Rudebeck.

- Det har udviklet nære relationer mellem kongehuset og kommunen. Og det ved jeg, at vi fortsat kan have glæde af i fremtiden. Selv om de får fast bopæl i København, så vil de aldrig miste kontakten til området helt, siger borgmesteren.

/ritzau/