Toft blev pillet ud: Må respektere Pytlicks beslutning

Skrevet af admin

12/12/2014

Dagens topnyheder

Der var lagt op til, at målvogter Sandra Toft skulle få en hovedrolle i torsdagens EM-kamp mod de nordmænd, som hun kender så godt.

Men efter en stærk start lod hun et par bolde smutte ind, og så reagerede landstræner Jan Pytlick omgående og erstattede Toft med Rikke Poulsen uden den store effekt. Danmark endte med at tabe 21-27.

- Det må jeg jo respektere og acceptere. Jeg kom bare aldrig rigtig helt i gang, da jeg kom på banen igen, siger Sandra Toft, der inden udskiftningen havde en redningsprocent omkring 45, men sluttede på middelmådige 33.

- Jeg manglede noget tro på mig selv, da jeg kom ind igen. Jeg blev pludselig usikker inde i målet, og det ligner mig ikke, siger hun.

Jan Pytlick mener ikke, at hans udskiftning fik nogen indflydelse på udfaldet.

- Det var aftalt med Sandra, at hun skulle ud, hvis hun fik en periode, hvor det ikke gik så godt. Derfor satte jeg Rikke Poulsen ind. Det er rigtigt, at Sandra ikke fik fat i anden halvleg, men det, tror jeg ikke, skyldes udskiftningen, siger Jan Pytlick.

Sandra Toft er svært skuffet over, at det danske hold kunne gå i stå efter at have ført igennem hele første halvleg.

- Vi skal hjem og se på, hvorfor vi faldt sådan sammen. Lige nu er vi bare skuffede over, at vores kollektiv ikke kunne stå imod, siger hun.

I mellemrunden venter tre kampe mod Polen, Ungarn og Spanien.

- Det ser svært ud, for kniven er lige for struben. Vi skal håbe på, at Norge hjælper os og vinder deres kampe. Så kan det godt lykkes, siger Sandra Toft.

/ritzau/