Tog forulykket med hundreder siddende på taget

Godstoget er kendt for at huse en del desperate mexicanere, som har betalt store summer for at få lov at sidde på togets tag i deres søgen efter et bedre liv, blandt andet som illegal indvandrer i USA.

»Der er ifølge vores redningspersonel fem dræbte,« siger Cesar Burelo, chef for Tabascos beredsskabsstyrelse, ifølge AFP.

Lokale medier oplyser, at myndighederne frygter, at dødstallet kan ryge op på 50 personer, da det har været svært for ambulancer og redningsarbejdere at nå frem i det vanskelige terræn i området omkring Huimanguillo. Samtidig er flere personer klemt mellem de væltede vogne.

Cesar Burelo oplyser, at 35 personer er kvæstede. 16 personer skulle være alvorligt kvæstede og er blevet overført til regionshospitalet i Las Choapas i nabodelstaten Veracruz, som ligger cirka 25 minutter i båd fra ulykkesstedet. Han fortæller desuden, at årsagen til ulykken fortsat er ukendt, men flere lokale medier spekulerer ifølge AFP i, at toget kan have kørt for stærkt.

I alt skulle otte af togets 12 godsvogne være væltet, og redningsarbejdere forsøger at skære eventuelt overlevende ud med kraftigt, hydraulisk skæreudstyr. Beredskabsstyrelsen anslår, at toget havde 250-300 personer siddende på taget og bekræfter, at fire af de foreløbigt fem dræbte er fra Honduras.

Både mexicanere og mennesker fra andre mellemamerikanske lande betaler smuglere i omegnen af 100 amerikanske dollars, svarende til cirka 550 kroner for at få en plads på taget af »La Bestia«, som kører hele vejen fra stationer tæt på Guatemala og til det nordlige Mexico.

Dagens Gossip