Togdriften genoptaget ved Ry: Politiet har stoppet eftersøgningen af tre mænd

Togdriften ved Laven Station er genoptaget efter Sydøstjyllands Politi tidligere i morges stoppede togene, da man var på jagt efter tre mænd, som gik på togskinnerne.

Det hele startede med, at alarmen gik hos Dagli'Brugsen i Gl. Rye ved et indbrudsforsøg. Da politiet kom frem var der sat ild til nogle papkasser bag bygningen, som gav en del røgudvikling. Brandvæsnet blev tilkaldt og fik hurtigt slukket ilden.

Fem personer i en bil stak af fra stedet og de ville ikke tale med politiet. Flere patruljer jagtede de fem mænd og ved Laven smed de bilen fra sig og stak af til fods. To mænd på 17 og 18 år blev anholdt.

Tre andre mænd stak af ud på togskinnerne og trods en intensiv eftersøgning af politiet, fandt de ikke frem til gerningsmændene.

- Men vi skal nu nok få fat i dem. Nu skal vi have afhørt de to anholdte og de ved jo hvem de andre tre er, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til dagens.dk.

Det er endnu uvist, hvad mændene vil blive sigtet for.

Togdriften er genoptaget ved Laven Station.

Dagens Gossip

Dagens TV