Togene kører igen mellem Øst- og Vestdanmark

Passagerer på de tidlige togafgange lørdag morgen skal ikke være bekymrede for forsinkelser eller for at skulle skifte over til S-tog eller busser for at komme frem.

Samtlige tog vil køre efter planen, oplyser togchef Per Jakobsen fra Banedanmark.

- Vi har nu fået løst det problem, som påvirkede trafikken fra sent fredag aften og nogle timer frem, fortæller Per Jakobsen til Ritzau ved tretiden natten til lørdag.

Et teknisk problem med det fjernstyringssystem, som sørger for, at signalerne skifter mellem rødt og grønt, betød, at store dele af togtrafikken på Sjælland sent fredag måtte indstilles.

Strækningen mellem blandt andet Korsø og Nyborg, og dermed forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark, blev også kortvarigt lammet.

Banedanmark sørgede for, at de toge, som holdt stille mellem to stationer, blev kørt til perron, så passagererne i det mindste kunne forlade togene.

Mens landsdelstrafikken via Storebælt hurtigt kom op at køre igen, så varede det noget længere tid at få løst problemet på strækningen mellem Københavns Hovedbanegård og Høje Taastrup samt på Kystbanen mellem Helsingør og Malmø via København.

Passagererne måtte derfor benytte sig af S-togene til og fra Høje Taastrup, mens DSB midlertidigt satte busser ind som service for passagererne på Kystbanen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV