Togfører fra ulykkestog varetægtsfængslet

Lokoføreren er stadig indlagt efter togulykken, hvor et højhastighedstog blev afsporet lige uden for Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, i hvad der beskrives som en af Europas værste jernbanekatastrofer.

Højesteret i regionen Galicien, hvor ulykken fandt sted, oplyser, at dommeren, der undersøger ulykken, har beordret politiet til at varetægtsfængsle og afhøre lokoføreren, der ifølge domstolen er »under officiel undersøgelse«.

Officielle kilder har bekræftet, at voldsom fart forårsagede ulykken, der skete med så stor kraft, at en togvogn fløj flere meter op i luften og landede på den anden side af en høj betonbarriere.

Den spanske avis El País har citeret den ene af de to lokoførere for at have sagt, at han med voldsom fart overskred den 80 kilometers hastighedsbegrænsning, der er i den kurve, hvor ulykken skete. Ifølge avisen indrømmer lokoføreren at have kørt op mod 200 kilometer i timen.

En lokal embedsmand beskriver ulykkesstedet som »en scene fra helvede med lig spredt ud over sporene,« skriver Reuters.

Den canadiske togproducent Bombardier er nu også gået ind i undersøgelsen af den dødelige togulykke i Spanien, der involverede et højhastighedstog fra det canadiske selskab.

Talsperson Marc Laforge fra Bombardier fortæller nyhedsbureauet AFP, at selskabet har »sendt folk til stedet for at hjælpe på enhver mulig måde og selvfølgelig for at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen«.

Bombadier fik i 2004 kontrakt på leveringen af 44 højhastighedstog til det spanske jernbaneselskab Refne. Togene kan køre op til 250 kilometer i timen.

Spanske myndigheder har bekræftet, at 80 mennesker er døde i ulykken og at 178 er sårede. Reuters rapporterede torsdag aften om 94 sårede, heraf 35 i en alvorlig tilstand.

BNB

Dagens Gossip