Togpassagerer til DSB: Det går for langsomt

Togene mellem landets største byer snegler sig af sted, fordi DSB og Banedanmark har pumpet køretid ind i køreplanen for at sikre tog til tiden.

En intercityrejse mellem Aalborg og København er således 38 minutter længere, end den behøver.

Brugen af såkaldte køretidstillæg overstiger anbefalingerne fra den internationale jernbaneunion, UIC, med op til 60 procent.

Det fremgår af en analyse fra Trafikstyrelsen, som Ingeniøren har fået aktindsigt i.

Men ifølge UIC's anbefalinger skulle 13 minutter oveni den "rå" køretid være nok på strækningen mellem Aalborg og København.

På den 12 kilometer lange strækning mellem København H og lufthavnen i Kastrup er der lagt et tillæg på mere end fem minutter oveni den faktiske køretid på syv minutter.

Her er UIC's anbefaling 0,5 minutter.

Regeringen har planer om at bruge 13,9 milliarder kroner i jernbaneinvesteringer for at spare passagererne for 24 minutters rejsetid mellem Odense og Aarhus.

Men der findes allerede rige muligheder for at spare masser af minutter i den eksisterende jernbaneinfrastruktur, viser analysen.

Og de bør realiseres, mener en af Danmarks førende transportforskere, Alex Landex fra DTU Transport.

Også Trafikstyrelsen kræver indskrænkninger i den rundhåndede brug af "tilrettelagt spildtid", som sikrer DSB mod erstatninger.

De massive ekstra køretidstillæg blev indført mellem 2005 og 2007 for at sikre en robust køreplan i en periode, hvor jernbanen mellem Aarhus og København var plaget af midlertidige hastighedsnedsættelser som følge af store skinneudskiftninger.

- Skinnerne er som bekendt for længst blevet udskiftet - til gengæld er tillæggene ikke i fuldt omfang fjernet igen, og det skal der gøres noget ved, siger kontorchef Jan Albrecht fra Trafikstyrelsen til Ingeniøren.

Hos Banedanmark kan man godt se paradokset.

- Vi vil forsøge at reducere tillæggene gradvist igen, men det lader sig ikke gøre med en snuptagsløsning, siger trafikdirektør Peter Svendsen.

Ifølge vicedirektør Ove Dahl Kristensen, DSB, er der rationelle argumenter bag hvert tillæg: Såsom at mange tog med forskellige hastigheder kører i tæt trafik.

Han understreger, at DSB selv har en interesse i at forkorte tillæggene så meget som muligt, fordi kortere rejsetider giver flere indtægter og gør det muligt at udnytte materiellet mere intensivt.

Jan Albrecht fra Trafikstyrelsen er enig i, at tæt trafik på skinnerne retfærdiggør en vis buffer i køreplanen - men ikke dagens høje niveau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV