Togprojekter risikerer skrotning efter fald i oliepriser

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Statens indtægter fra Nordsøen er i frit fald, og det stiller planerne for massive investeringer i tognettet, den såkaldte togfond, i en prekær situation. Regeringspartiet Venstre har varslet et serviceeftersyn af fonden, der kan ende med, at store projekter bliver skrottet eller sat på hold.

Tal fra Finansministeriet viser, at indtægterne fra Nordsøen i 2015 nu forventes at være på 5,2 milliarder kroner mod et estimat på 12,4 milliarder kroner ved året start. For 2016 er de forventede indtægter 4,4 milliarder kroner, milevidt fra indtægten på 14,8 milliarder i 2014, da togfonden blev vedtaget.

Togfonden er en aftale mellem S, EL, R, SF og DF, der skal bruge en del af overskuddet fra Nordsøen til at gennemføre opgraderinger af tognettet for små 30 milliarder kroner. Regeringspartiet Venstre er ikke en del af aftalen.

- Nu må vi have et serviceeftersyn af togfonden. Sidst vi kiggede, manglede der ni milliarder kroner, og jeg tør godt sige, at det tal nu er endnu større, sådan som olieprisen har udviklet sig, siger transportordfører hos Venstre Kristian Lorentzen.

Han venter ikke, at man kan fastholde togfonden i sin nuværende form:

- Vores holdning er meget klar; man kan ikke bruge penge, der ikke findes. Og jeg kan ikke se, hvor man skal finde pengene andre steder. Vi har i forvejen svært ved at finansiere store vejprojekter, og i den situation vil det være helt utroligt, hvis man begynder at lukke et meget stort hul i en togfond.

Hos Dansk Folkeparti, der en del af aftalen om togfonden - og en vigtig del af flertallet bag den - er man klar til gå til fonden.

- Vi er godt klar over, at der ikke er de penge, som man havde forventet. Så vi må se, hvad regeringen spiller ud med efter serviceeftersynet. Der er to muligheder, enten må man pille projekter ud, eller også må man udskyde nogle, siger transportordfører hos Dansk Folkeparti Kim Christiansen og fortsætter:

- Man kan altid kigge på, om der kan findes andre penge. Men statskassen er under et voldsomt pres, så det bliver svært.

Hos Socialdemokraterne har transportordfører Rasmus Prehn ikke meget tilovers for udsigterne til en beskæring af togfonden.

- Det virker, som om regeringen er mere optaget af at finde på undskyldninger for ikke at gøre noget end at tage ansvar for situationen, siger han og fortsætter:

- Det kan godt være, at der er er færre olieindtægter, men fonden er lavet med en stor buffer. Så der er god mulighed for at realisere det, der blev planlagt. Men alt tyder på, at regeringen er ude på at underminere og så tvivl om hele aftalen i stedet for at tage ansvar.

Venstres Kristian Lorentzen forventer, at serviceeftersynet vil være færdigt i første halvår 2016, og at en forhandling kan begynde derefter.

/ritzau/