Togstrejke i DSB i dag: Se hvad strejken betyder for dig

IC45 tog. Foto: Jens Hasse/Chili foto

DSB er ramt af en omfattende arbejdsnedlæggelse blandt håndværkerne, og det får nu store konsekvenser for passagererne.

Umiddelbart står den nu på færre tog, og de der kører vil være godt fyldt op. Så det er ikke godt nyt til DSBs passagerere.

- Vi beklager meget de gener, den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse giver vores kunder. Vi opererer med en overordnet nødkøreplan for den reducerede trafik, så kunderne ved, hvilke tog de kan regne med, men vi må nok forvente, at der kommer afvigelser. Så vi opfordrer kunderne til at holde sig orienteret via dsb.dk, DSB's Facebook-profil og i medierne, lyder det fra trafikinformationschef Tony Bispeskov hos DSB.

Fra torsdag gælder følgende nødløreplan:

• InterCityLyn-togene er eneste tog mellem Aarhus H og Frederikshavn og kører efter en ændret plan.

• InterCity-togene mellem Københavns Lufthavn, Kastrup og Lindholm kører ikke.

• InterCity-togene mellem Østerport og Sønderborg kører som normalt.

• InterCity-togene mellem Østerport og Esbjerg og mellem Østerport og Flensborg kører ikke. Kunder til og fra Esbjerg skal skifte tog i Fredericia. Kunder til og fra Flensborg skal skifte mellem tog og bus i Tinglev.

Hovedstadsområdet

• 10-minutters drift med kortere tog end normalt på S-togslinjerne i myldretiden. Derudover 20-minutters drift i tider markeret med gråt undtagen linje C, der kører i de tider markeret med hvidt.

• Ringbanen kører hvert 4-5. minut i myldretiderne. Derudover 10-minutters drift.

• 20-minutters drift på Kystbanen.

Sjælland

• To-timers drift med InterCity-tog, der betjener Slagelse, Korsør og Nyborg.

• Timedrift på alle øvrige regionalstrækninger på Sjælland. Regionaltogene, der normalt kører mellem Østerport og Ringsted, kører i stedet mellem Østerport og Slagelse.

Jylland og Fyn

• To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Vejle og Struer.

• To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Fredericia og Padborg med skift mellem tog og bus i Tinglev.

• To-timers drift i regionaltogstrafikken på Vestfyn mellem Odense og Fredericia.

Tilbagebetaling til kunderne

Kunder, der ikke ønsker at rejse alligevel, kan få pengene for billetter og periodekort betalt tilbage uden gebyr. Det gælder også DSB Orange- og Print Selv-billetter.

Der er lukket for salg af nye pladsreservationer. De pladser, der allerede er bestilt, gælder i det omfang, toget kører, og toget kører med det normale antal vogne.

Rejsetidsgarantien gælder

Det vil sige, at kunder, der er 30 minutter eller mere forsinkede, har ret til økonomisk kompensation eller en ny billet til en tilsvarende rejse.

Dagens Gossip

Dagens TV