Togulykke: Fire meldes dræbt i New York - se billederne

Fire blev dræbt og 67 blev kvæstet, da et passagertog søndag blev afsporet og delvist væltede i New York-bydelen Bronx, oplyser myndighederne i den amerikanske storby.

Politiet siger, at fire togvogne er afsporet, og at to togvogne væltede om på siden ved ulykken, hvor en togvogn var få centimeter fra at havne ude i vandet i Hudsonfloden.

Ulykken skete tidligt søndag nær Palisades Avenue og Independence Avenue ved Spuyten Duyvel-stationen i Bronx.

Der er ingen oplysninger om, hvor mange mennesker der var i toget, da det blev afsporet.

Tv-stationen CNN siger, at omkring 130 redningsarbejdere hurtigt ankom til ulykkesstedet, og at brandfolk slog hul på togets ruder for at komme de kvæstede til undsætning.

- En del passagerer blev hentet ud på bårer, rapporterer flere medier.

Togpassageren Frank Tatulli, som blev lettere kvæstet, siger til Eyewitness News, at han tager toget hver søndag morgen. Denne gang kørte togt mærkbart hurtigere end normalt.

Toget blev afsporet lige efter en skarp kurve. Det kom fra byen Poughkeepsie mellem New York og Albany og var på vej til New Yorks centrale banegård Grand Central Station.

Det var en togfører, der indrapporterede ulykken. Der er ikke oplysninger om, hvorvidt lokoføreren og togets øvrige personale kom noget til.

Edwin Valero, som opholdt sig i en lejlighed over ulykkesstedet, siger, at ingen togvogne kom i berøring med flodvandet.

- Ulykken skete lige, hvor Harlem floden møder Hudson floden, men ingen togvogne ramte flodvandet. En togvogn endte under en meter fra vandet, siger han.

Der er ingen tegn på, at ulykken skyldes sabotage eller terrorisme, siger myndighederne.

/ritzau/

Dagens Gossip