Toiletvand dryppede ned fra loftet på jysk McDonald's: 'Det lugtede voldsomt af gamle bleer'

Skrevet af Morten Larsen

16/02/2016

Dagens topnyheder

McDonald's på Store Torv i det centrale af Aarhus måtte mandag eftermiddag lukke på grund af noget ildelugtende vand, der dryppede ned fra loftet hos den populære burgerkæde.

Forinden var Theis Søndergaard trådt ind ad døren til den aarhusianske McDonald's, hvor han satte sig til rette på restaurantens 1. sal for at spise frokost.

En voldsom og klam lugt fik ham dog til at miste appetitten.

På etagen over var et rør sprunget, og Theis Søndergaard kunne i selskab med de andre fastfood-gæster konstatere, at det var begyndt at dryppe ned med stinkende toiletvand fra loftet.

Han henvendte sig til personalet, der satte spande op i forsøget på at samle noget af det ildelugtende vand op.

Den voldsomme lugt - der af Theis Søndergaard beskrives som stanken af 'gamle bleer' - fik ham til atter at henvende sig til de ansatte.

Han stillede spørgsmålstegn ved, om det var fødevaremæssigt forsvarligt og tilstrækkeligt med de opstillede spande.

Læs også: Hun købte et 'Happy Meal' for seks år siden - sådan ser det ud i dag

Medarbejderne på McDonald's undlod at give gæsterne en forklaring, da de efter noget tid blev sendt fra 1. salen og ned i restaurantens stueplan.

En slamsuger dukkede op på Store Torv, og først en halv time efter Theis Søndergaards første henvendelse lukkede restauranten.

- At der går 30 minutter, fra det drypper med ildelugtende vand, der kan indeholde colibakterier, til folk bliver lukket ud, er ikke særlig smart, siger Theis Søndergaard til Aarhus Stiftstidende.

Hos McDonald's Danmark forklarer pressechefen, at der var tale om et sprunget vandrør. Hun mener ikke, at personalet reagerede for langsomt.

- Personalet opstillede spande, tilkaldte fagfolk og lukkede restauranten inden for 30 minutter. Jeg mener, at der blev taget flot hånd om problemerne, siger Tobberup fra McDonald's Danmark.

Nu skulle der være gjort rent i restauranten på Store Torv, hvor man fra morgenstunder atter har kunne købe mad.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: