Tolkesag: Ingen har endnu fået dansk asyl

Skrevet af admin

14/10/2013

Dagens topnyheder

Ingen afghanske tolke har indtil videre fået tilkendt dansk asyl, oplyser forsvaret.

Foreløbigt har 11 personer, der har oplyst, at de har arbejdet som tolke for det danske forsvar i Afghanistan, fået behandlet deres sag, og ingen af dem har fået asyl i Danmark, fremgår det af forsvarets hjemmeside.

Indtil videre har 67 afghanere, der ifølge deres egne oplysninger har arbejdet for det danske forsvar i Afghanistan, henvendt sig til den danske task force ved ambassaden i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Her er repræsentanter fra forsvaret, Udenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen i over en måned været i gang med sagsbehandlingen af de tolke, der henvender sig.

I to af de 11 afsluttede sager er der truffet beslutning om at give økonomisk kompensation for at have genhuset sig selv inden for Afghanistans grænser.

En aftale mellem regeringen, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance har fastlagt, at tolke og lokalt ansatte, der har hjulpet de danske styrker, kan søge om asyl i Danmark. Dertil hører også de "nærmeste familiemedlemmer".

Forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), har defineret omfanget af nærmeste familiemedlemmer til at indeholde kone og børn, men også tolkens egne forældre, der eventuelt måtte bo under samme tag og som ville miste deres forsørgelsesgrundlag.

Et af kriterierne for, at tolkene og deres familier kan opnå asyl i Danmark, er, at deres liv og helbred er i fare, efter at de har hjulpet de danske tropper i Afghanistan.

Forsvaret har siden 2008 anvendt cirka 195 lokalt ansatte tolke i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Heraf har 158 tolke været ansat af det britiske militær og 37 ansat af det private amerikanske firma Mission Essential Personnel.

/ritzau/