Tom Boonen vinder brostensløb i stor Quickstep-dominans

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Den belgiske cykelrytter Tom Boonen ser ud til at gå endnu en fornem sæson i møde.

Søndag vandt han sæsonsejr nummer tre, da han var hurtigst i en lille udbrydergruppe i brostensløbet Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Tom Boonen vandt foran Belkin-rytterne Moreno Hofland og Sep Vanmarcke.

De tre ryttere var med i et udbrud på 10 ryttere, som skilte sig ud med omkring 60 kilometer til målet i Kuurne.

Det bemærkelsesværdige ved udbruddet var, at fem af de 10 ryttere var fra Quickstep. Det hollandske Belkin-mandskab havde tre ryttere med, mens de to sidste var den tidligere vinder af Paris-Roubaix Johan van Summeren (Garmin) og Yves Lampaert (Topsport Vlaanderen).

Danske Lars Bak kom igen på arbejde, da hans Lotto-hold missede udbruddet, men danskeren kæmpede længe alene mod udbryderne, som arbejdede godt sammen.

Lotto havde ellers en af løbets favoritter i den tyske sprinter André Greipel.

/ritzau/