Tom Cruise bliver social i Rusland

Russerne har deres eget sociale netværk og her vil Tom Cruise lege med. Han er blevet den første vestlige kendis med en profil på Vkontakte, der er Ruslands svar på Facebook.

Skuespilleren gjorde sin entré på netværket i fredags og benytter lejligheden til at gøre reklame for sin nye film. Cruise anvender nemlig en plakat fra actioneventyret »Oblivion« som profilbillede og skriver blot »Vi ses dér«.

Til gengæld er den lille hilsen på russisk. »Oblivion« får premiere i Rusland den 11. april, samme dag som i Danmark, men 14 dage før Nordamerika.

Ifølge nyhedsbureauet AP skal »Mission: Impossible«-stjernens profil på Vkontakte ses som et tegn på, at de russiske biografgængere får større og større indflydelse på Hollywoods økonomiske resultater uden for USA og Canada. Billetsalget steg således otte procent sidste år og den tendens ventes at fortsætte.

Facebook kan i øvrigt godt pakke sammen i Rusland. Her har Vkontakte godt 40 millioner brugere, cirka 10 gange så mange som den amerikanske mastodont.

Dagens Gossip