Tom Dumoulin vinder kongeetape i Pyrenæerne

Skrevet af admin

10/07/2016

Mest læste i dag

Hollænderen Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) forcerede et slemt uvejr og kørte først over målstregen på 9. etape af Tour de France.

Etapen var på forhånd betegnet som Pyrenæernes kongeetape, men taktiske overvejelser reducerede langt hen ad vejen kampen mellem favoritterne til en stillingskrig, og i stedet skulle vinderen findes i en gruppe af udbrydere.

I begyndelsen talte udbruddet mere end 20 ryttere, men da de forreste klatrede op ad det barske Arcalis-bjerg i Andorra, var gruppen reduceret til otte mand.

På de sidste kilometer sagde Dumoulin farvel til konkurrenterne og kørte alene til mål. Rui Costa (Lampre) og Rafal Majka (Tinkoff) blev nummer to og tre.

Chris Froome (Sky) bærer den gule trøje med ind på mandagens hviledag. Froome kom i mål sammen med blandt andre Adam Yates (Orica-Bikeexchange), Nairo Quintana (Movistar) og Richie Porte (BMC) godt seks og et halvt minut efter vinderen.

Det dramatiske højdepunkt på etapens første del var Alberto Contadors farvel til løbet. Den spanske Tinkoff-kaptajn overraskede ellers ved at køre med i dagens store udbrud på første stigning, men det viste sig snart, at han ikke havde kræfterne til at være med.

Contador måtte lade sig falde tilbage til de øvrige favoritter, og kunne derefter flere gange ses i samtale med Tinkoffs sportsdirektør Sean Yates. Med 100 kilometer til målstregen valgte han at stå af cyklen med et opgivende vink til kameraerne.

/ritzau/