Tom K. efter andenplads: Det bølgede frem og tilbage

Skrevet af admin

15/06/2014

Mest læste i dag

Efter et dramatisk Le Mans måtte Tom Kristensen sande, at det ikke blev til karrierens 10. sejr i det traditionsrige 24-timers-løb i denne omgang.

Holdet bag Audi nummer 1 havde svære betingelser før og under løbet, men kørte sig i førerposition søndag morgen, inden nye problemer opstod, og det til sidst blev til en andenplads efter Audi nummer 2.

- Det er svært at satte ord på. Der er sket så mange ting. Men det har været et løb på et højt niveau hele vejen, og det bølgede frem og tilbage. Det var behageligt at være i føring.

- Nu er man bare træt. Det har været et Le Mans, hvor følelserne har været i spil blandt alle, siger Tom Kristensen til TV2.

Om den udeblevne 10. sejr får Kristensen til at vende tilbage til Le Mans næste år, venter han med at afgøre.

- Det er svært at sige. Jeg vil reflektere over det til november og tager altid et år ad gangen. Lad os nu se, siger Kristensen.

Han både indledte løbet og sluttede det for Audi nummer 1, og som vanligt tog han også en stor tørn under nattens kørsel, som er et af hans specialer.

Men det var altså ikke nok til at gentage sejren fra sidste år. Da kørte han sammen med Allan McNish og Loïc Duval. I 2014-udgaven skulle Duval også have været Kristensens holdkammerat, men uheldet ved onsdagens træning forhindrede hans deltagelse.

Derfor hentede danskeren løbets andenplads i selskab med Lucas Di Grassi og Marc Gené.

/ritzau/