Tom Kristensen er blevet ridder af dannebrog

Den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen var mandag i audiens hos dronning Margrethe. Det skyldtes, at han er blevet udnævnt til ridder af dannebrogordenen.

Den danske racerkører var sammen med 41 andre danskere mødt op på Christiansborg Slot for at takke dronningen for enten ordner, udnævnelser eller medaljer.

Tom Kristensen er blevet 47 år, men han har alligevel formået at blive på toppen af sin karriere. Så sent som i 2013 vandt han sit niende Le Mans samt VM-serien for sportsvogne.

Siden er han også blevet belønnet med BT's Guld og prisen som årets bilsportskører. Det blev dog ikke til en Le Mans-sejr nummer 10 tidligere i år, men den kan måske nå at komme endnu.

Han har i hvert fald meldt sig klar til at køre med om flere store sejre i fremtiden, selv om han erkender, at det kræver mere af ham nu end tidligere i karrieren.

- Jeg er fuldt bevidst om, at jeg absolut ikke er i starten af min karriere. Men jeg føler ikke alderen trykke. Der er skavanker, som jeg ikke havde tidligere, og derfor er jeg nødt til at træne mere og være mere disciplineret.

- Jeg cykler, svømmer, løber meget og styrketræner. Jeg træner hver dag, når jeg ikke er i bilen, for at undgå småskader. For jeg er ikke klar til at stoppe nu, sagde Tom Kristensen til Ritzau i marts.

Motivationen er stadig enorm. Godt nok er han allerede suveræn rekordindehaver, når det kommer til antallet af Le Mans-sejre, men jagten på den 10. sejr motiverer ham.

- Den vil betyde rigtig meget. Jeg mistede min far i fjor, og personligt vil det betyde meget for mig at give ham den sejr.

- Men man skal huske, at det er en holdsport, og vi skal have alt til at fungere sammen, lød det fra den ambitiøse Audi-kører tidligere i år.

/ritzau/

Dagens Gossip