Tom Kristensen glæder sig til Magnussens VM-titel

Tom Kristensen kender alt til at få succes på racerbanen med sine historiske ni triumfer ved 24-timers-løbet i Le Mans.

Han tror på, at 21-årige Kevin Magnussen også kommer til at få succes i motorsportens kongeklasse Formel 1, efter at det torsdag blev bekræftet, at Magnussen i 2014 skal køre for McLaren.

- Vi ser frem til at se hans vej mod VM-titlen, som kommer, når alting spiller for ham, siger Tom Kristensen og uddyber:

- Kevin er klar, og det er et godt timet tidspunkt at komme ind i Formel 1 på, fordi der kommer et nyt reglement til næste sæson.

- Så halter han ikke efter fra start af, som han under normale omstændigheder måske ville have gjort, siger Tom Kristensen med henvisning til, at der kommer helt nye regler for blandt andet motorer i 2014.

Kevin Magnussen, der i år vandt Formel Renault 3.5-serien, bliver den første debutant, som får chancen for McLaren siden 2007.

Dengang gav McLaren chancen til briten Lewis Hamilton, der året efter blev verdensmester og i dag er en af de største stjerner i sporten.

Tom Kristensen håber, at Kevin Magnussen kan gøre det samme.

- Jeg håber det for Kevin. Men det vi skal huske, er, at dengang var McLaren den bedste bil i feltet.

- Sådan er det ikke lige nu. Nu må vi se, hvordan teamet udvikler sig sammen med Kevin, men jeg tror, at han er den rette mand for McLaren, så de kan komme tilbage i topstriden.

- Han er ydmyg, men har stadigvæk en masse selvtillid, siger Tom Kristensen.

/ritzau/

Dagens Gossip